Denne salat er nem at gå til – især hvis man er heldig at finde grønkål, der er skyllet og hakket. Jeg er vild med ovnristede paprika krydrede kikærter til at toppe salaten med. Hvis du vil prøve det af, er det en god idé at sætte gang i dem inden, du går igang med salaten. Prøv også med ristede græskarkerner.
Salat med grønkål, rød spidskål og æbletern
Portionen rækker ca. til 4 personer
Du skal bruge:
50 g grønkål (ofte kan man købe skyllet, færdighakket øko grønkål)
1/4 rød spidskål
1 stort æble
Dressing:
2 spsk akasie honning
2 spsk olivenolie
2 spsk eddike – eksempelvis æble eddike
1 spsk sød eller almindelig sennep
salt og peber
Sådan gør du:
- Hvis ikke du er heldig at finde færdig skyllet og hakket grønkål, start da med at skylle og hakke grønkål ret fint. Skyl æble og spidskål. Hak spidskålen fint og skær æblet i tern.
- Bland kål og æbletern i en salatskål.
- Ryst ingredienserne til dressingen sammen i en beholder, smag til og hæld den over salaten umiddelbart inden servering. Hold lidt af dressingen tilbage – der er rigelig og smag til. Bland salaten med dressingen.
- Top salaten inden servering med ristede græskarkerner eller med ovnristede paprika krydrede kikærter, og servér lidt ekstra i en skål ved siden af.
Prøv at servere salaten med kødfrie røde bøffer.