Træthed har overmandet dig, du føler dig fuldstændig energiforladt, og du skal drive dig selv til at få løst dagens vigtigste opgaver. Du dunker dig selv i hovedet for ikke opnå det med dagen, som du forventer og forlanger af dig selv, at du burde også…
Træthed er et symptom
Allerførst, så mød dig selv i følelsen og lad aldrig forhammeren svinge! Vær med følelsen, byd den velkommen og vær nysgerrig på hvor, den kommer fra og hvorfor. Følelsen er der ikke uden grund, den er der for at fortælle dig noget. Det kan være din sjæl, dit indre barn, din krop eller energier i Universet der sender dig et budskab. Det er vigtigt, du lytter <3
Det, jeg beskriver herover er det allervigtigste at starte med, når du registrerer følelsen af træthed og at være energiforladt. Og alle andre svære og negative følelser, der kan dukke op. Måske giver det dig allerede svaret på hvorfor, du har det som du har det, og det hjælper dig videre. Måske skal du gribe til handling (tips hertil kommer længere nede), måske skal du bare være i det, til det fordufter af sig selv og går over igen. At give følelsen opmærksomhed og anerkendelse frem for at negligere og fortrænge bevirker ofte at negative følelser forsvinder af sig selv igen. Når vi rummer og møder svære følelser og giver det kærlig opmærksomhed, mister det ofte sin kraft.
Lær dig selv at kende
Jeg kender efterhånden mig selv så godt, at jeg ved, det ikke duer, at jeg tillader mig selv at blive i denne tilstand af træthed for længe. Højst en dag eller to. Herefter kræver min tilstand handling, for at jeg ikke trækker mig selv længere ned i en dårlig spiral. De næste trin ned i spiralen efterlader mig i offerrolle og tristhed og jeg trækker mig mere og mere ind i mig selv.
For mig handler det rigtig meget om at tage ansvar for mig selv og min tilstand. Jeg VIL IKKE spilde min dyrebare tid med at være indelukket og trist for længe af gangen. Derfor har jeg lavet en opskrift til mig selv, der hjælper mig stille og roligt tilbage på rette vej. Første prioritet er IKKE at blive for ambitiøs, men tage små realistiske skridt. Det er mere motiverende for mig at nå mere end jeg planlægger, end ikke at nå det jeg kan få skrevet på en “to-do-liste”.
To-do-liste bliver til en jubiii-liste
Og så til to-do-listen. Som jeg meget hellere vil kalde en Jubiii-liste. Det er nemlig sådan én, jeg griber fat i, når energien har forladt mig og jeg har svært ved at trække mig selv op. Jeg går til handling istedet for at vente på “nogen” skal komme og “redde” mig ud af tilstanden.
Så er spørgsmålet til mig selv (og det er individuelt hvad, der skal til for dig): Hvad kan du gøre, for at vende situationen til, at du får skabt mere energi til dig selv? Her er min prioriterede rækkefølge:
- Få din søvn. Gå i seng klokken 22:00, evt med en bog, og sluk lyset senest klokken 23:00.
- Stå op i ordentlig tid, senest klokken 8:00.
- Brug tid i naturen. Mærk efter hvad, du har mest lyst til. At sidde i en stol i solen, at solbade på et tæppe, at gå en tur – at løbe en tur?
- Sørg for en sund morgenmad med protein, sundt fedt og grøntsager.
- Planlæg frokost og aftensmad – grøntsager, protein og sundt fedt.
- Lav en (kort og realistisk) liste med de øvrige opgaver, der skal tages fat på resten af dagen. Skriv hellere for få opgaver ned end for mange! Det er demotiverende, hvis ikke du når alt på listen. Opdatér listen i løbet af dagen, og skriv de eventuelle ekstra ting ned, du når. Ros dig selv for den mindste lille ting, du får fra hånden.
- Taknemmelighed. Læg mærke til ting i dine omgivelser og ved dig selv, du er taknemmelig for. Send kærlige tanker til dig selv, dine fødder, dine ben, dine arme, dine hænder for at bære og hjælpe dig gennem dagen. Din krop er fantastisk og den gør et kæmpe stykke arbejde for dig. Send smil og kærlige tanker til dine omgivelser. Dukker der en negativ tanke op, så send den et modsvar med en positiv tanke.
Dette er punkter, der virker for mig. Måske kan du bruge et enkelt eller to af punkterne, og det kan hjælpe dig igang med at udarbejde dine egne punkter.
Ønsker du hjælp og støtte til at ændre din kost og din livsstil, så din hverdag bliver sund og balanceret, så vil jeg meget gerne hjælpe dig.
Du er velkommen til at benytte dig af kontaktformularen her til højre, hvis du har spørgsmål eller ønsker min hjælp til at starte din livsstilsændring. Du kan også læse mere om hvordan en kostvejledning foregår hos mig.