Avocado er et bær sprængfyldt med energi
Avocado er nok mest kendt som en grøntsag – ikke som en frugt og da slet ikke som et bær, hvilket den er! Jeg elsker at bruge den i madlavningen på grund af dens cremede konsistens. Jeg bruger den bla. i dips, smoothies og til at lave chokolademousse af. Længere nede får du også en opskrift på hvordan du med avocado olie kan lave en hjemmelavet mayonnaise.
Avocado bugner af sundhed – og især det sunde fedt i denne vidunderlige frugt er jeg vild med. Der er cirka 30 gram fedt i alt i en hel avocado, hvoraf de 20 gram udgør det livsvigtige enkelt umættede fedt.
Enkelt umættet fedt, også kaldet omega 9 og MUFA (monounsaturated fatty acids), virker antiinflammatorisk og har en positiv effekt på bla. forhøjet kolesterol og beskytter dermed imod blodpropper.
Vi har brug for 25-35 gram MUFA om dagen, og det kan godt være lidt svær at få nok af i modsætning til omega 6, som vi ofte får for meget af fra planteolier såsom solsikke-, vindruekerne- og majsolie, der ofte sniger sig ind i færdige købe-produkter. Det øvrige fedt i avocadoen er bla. omega 3, der også er super sund og vigtig for kroppen at få tilført via kosten.
Jeg plejer at anbefale en halv til en hel avocado om dagen alt efter hvad du ellers indtager af fedt.
Skal du gemme en halv avocado i køleskabet, så prøv at smøre citronsaft på overfladen. Citronsaften virker som en beskyttende antioxidant mod frie radikaler og hindrer dermed avocadoen i at blive brun.
Fra avocadoen får vi desuden både kostfibre, vitamin C, E og K. K- vitamin er vigtig for knoglesundheden sammen med især calcium, magnesium og D-vitamin – OG motion med stødpåvirkning af skelettet. Avocado indeholder også kalium, der er vigtig for blodtrykket samt lutein der er vigtig for øjnene.
Olivenolie og fisk er også en gode kilder til MUFA.
Sådan kan du bruge avocadoen:
🥑 I smoothies og bowler.
🥑 Guacamole.
🥑 I tern i en salat.
🥑 Toppet med rejer.
🥑 Avocado olie i hjemmelavet mayonnaise (se opskrift længere nede).
Tip: Når du skal mærke om en avocado er moden, så prik forsigtig i toppen. Tryk ikke midt på frugten, det ødelægger den og giver brune pletter. Er den lille stilk på avocadoen let at fjerne er det et tegn på, at den er moden.
Kan du ikke få brugt avocadoen, så gem den til ved at skære den i tern og frys den ned til et senere tidspunkt og brug det i en smoothie.