Mange er i tvivl om hvor vidt kartofler er sunde eller usunde, og det vil jeg gerne dykke lidt ned i og give nogle svar på i artiklen her. De gemmer nemlig på en lille hemmelighed, du måske ikke var klar over. Det er nemlig sådan, at kartofler er super sunde og næring til din tarmflora, når de er afkølet. Stivelsen i kolde kartofler er resistent, og resistent stivelse optages i kroppen i meget ringe grad, og er derfor meget lav på energi/kalorier.
Kartofler er efter min mening en rigtig sund spise, der er god breddegradskost for os danskere. Med breddegradskost mener jeg en kost, der dyrkes i vores danske natur og på vores breddegrad, og som har eksisteret i vores kultur i årevis. Dermed egner kartoflen sig godt til vores kroppe, gener og fordøjelse.
Kartoflen har i perioder været udskældt i medierne, fordi man er bekymret for, at den feder pga. dens kulhydratindhold. Men kartofler mætter godt, så man spiser ikke så mange kartofler, som man måske ville gøre af en portion pasta.
Der er lige så meget energi i 250 gram kartofler, som der er i 125 gram kogt pasta – energi er det samme som kalorier.
Næringsindholdet i kartofler
Kartofler indeholder mange vitaminer og mineraler. Især C-vitamin og kalium er kartofler rige på, og så er kartofler også fyldt med mættende fibre. Jeg spiser både varme og kolde kartofler, og jeg varierer tilberedningen alt efter hvad jeg vil have ud af dem.
Kartofler indeholder en del stivelse, og stivelse er kulhydrat der i rette mængder tilfører kroppen god energi. Men pas på, hvis du spiser for meget stivelse, vil det sætte sig som fedt – det handler om balance og mådehold!
Når en kartoffel er varm, er stivelsen ikke-resistent og ikke-resistent stivelse optages rigtig godt i kroppen. Det er en fordel når du eksempelvis har trænet, og det er en ulempe hvis du vil tabe dig.
Når kartofler får lov til at køle ned – og helst til næste dag bliver stivelsen resistent. Resistent stivelse optages ikke i samme grad i kroppen som ikke-resistent stivelse. Den resistente stivelse er en form for fibre, der også kaldes for inulin og det er meget gavnligt for vores tarmflora.
Resistent stivelse er næring til de gode tarmbakterier
Resistent stivelse passerer gennem fordøjelsessystemet helt ned til tyktarmen, hvor bakterier omdanner den resistente stivelse til kortkædede fedtsyrer – eksempelvis smørsyre, der fungerer som næring og “guf” for de gode tarmbakterier.
Omkring 70% af vores immunforsvar sidder i vores tarmsystem, og det er derfor meget vigtigt at passe godt på sin tarmflora og give den noget godt at leve af.
Resistent stivelse findes i afkølede kartofler, i grønne bananer og i madbananer (plantain, som skal tilberedes). Det findes også i nedkølede bønner, rodfrugter og ris.
Stivelsen vil i nogen grad gendannes, hvis den varmes op igen, men ikke i samme høje grad, som når de er ny-tilberedte.
Vil du have energi og kulhydrat på din tallerken på eksempelvis træningsdage, så vælg varme kartofler. Vil du have næring til dine tarmbakterier og ikke ønsker at tage på i vægt, så vælg tilberedte, afkølede kartofler.
Smart ikke?
Hvis du klikker videre via linket her, kommer du til en opskrift med kartofler, du kan servere og spise både varm og kold.